Novembers lave sol – November


1. Novembers lave sol,

de høje tårne,

en enlig klokkes bøn

til den enbårne.

En sky for solen,

vinterstormen kommer

med død og dom

og længsel efter sommer.

 

2. November: Stille sorg

ved Allehelgen.

Finanslov, julemarked,

vragen, vælgen.

Den tunge regn,

de våde, sorte gader.

Sireners hyl, blå blink

i spejlfacader.

 

3. November: Bål af affald,

avner, grene.

Det er den mørke tid

på verdens scene.

På scenen står

med slangebid i hælen

Guds søn og taler dom

til folkesjælen:

 

4. Gå bort fra mig.

Da jeg var syg og bange

og sulten, tørstig, nøgen,

fremmed, fange,

kom I mig da til hjælp

i mine smerter?

Gå bort! Min dom er hård

som jeres hjerter!

 

5. November: Iskold nat

med klare stjerner.

Nu dør og spirer

jordens hvedekerner.

Gud! Tænd din midnatssol

i mørkets hjerte.

Forløs med advents ve

novembers smerte.

Hans Anker Jørgensen 2001-02

Hvis du ikke kan finde en ønsket tekst under titel kan du søge her

  • Kategori