Det kræver kun lidt tid og ro


 

  1. Det kræver kun lidt tid og ro
    at se, at livet er en kostbar gave,
    men den, som fandt den enkle, lyse tro
    til fods en forårsdag i Kongens have,
    vil se, at denne gave god og blid
    er fuld af splid.
  2. Et himmelsk kys en juninat,
    hvor to blir et, og alt er godt. Du milde!
    Et helvede: At måtte indse, at
    det gik itu – det skønne, som vi ville.
    Det store Ja – til dig – til mig
    blev til et Nej!
  3. Du siger Ja, min Himmelbror,
    til os og vores liv og gråd og latter,
    med morgendåb, med aftenåbent bord,
    med fest for den fortabte søn og datter.
    Hos dig og i den Ånd, der drev dig frem,
    har jeg mit hjem.
  4. Men dit ´Barmhjertighedens hus´
    blir nu en markedsplads, en røverklode.
    Her sælges børn og kvinder, mænd og mus,
    og den blir let til grin, som vil det gode.
    Det kræver mer, min Gud, end tid og ro
    at være tro!
  5. Så fyld os med dit himmelmod
    til værn om Jordens små og livets gave!
    Og lad mig gå engang med dig til fods
    en evig forårsdag i Kongens have.
    Og hør mit evige: Halleluja!
    Halleluja!

Hans Anker Jørgensen 2015 - 16
skrevet til Carl Nielsens melodi: Det koster ej for megen strid

Melodi(er)

Carl Nielsen: Det koster ej for megen strid. Kan googles og høres i New Jungle Orchestra´s jazzversion på nettet

Hvis du ikke kan finde en ønsket tekst under titel kan du søge her

  • Kategori