En som Moses


3.søndag i fasten A og B

1
En som Moses,
der blev trukket
op af Nilens druknevand,
og som hørte himlen sukke
i en tjørnebusk i brand;
som blev sendt for at befri et
modløst folk fra slaveriet.
Send os en som Moses,
Gud!
 2
En som Moses,
en, der kender
vores drømme og begær,
en, der elsker sine venner,
og besejrer fjendens hær,
en, der standser os i dansen
om den gyldne tyr, potensen.
Send os en som Moses,
Gud!
 3
En som Moses,
en, der kommer
ned fra bjerget med Guds bud;
en befrier, der er dommer,
og som kender vejen ud
af den ørken, vi går rundt i,
og det mørke, vi gør ondt i.
Send os en som Moses,
Gud!
 4
Ikke en, der
tar sit sværd og
renser alt det onde ud!
Ikke en, der med guds terror
fylder floderne med blod.
Ikke en med barnemord, der
gør, at morgensolen sortner!
Send en anden Moses,
Gud!
 5
En som Moses,
der fik standset
Jahves drab på Israel
ved at sige: ”De har danset
med en anden gud, javel.
Men jeg ber dig om at dolke
mig, din Moses, førend folket!”
Send en sådan Moses,
Gud!

HAJ 2010
nr 55 i Lysets utålmodighed, Unitas 2011

Melodi(er)

Mogens Jensen 2011

Hvis du ikke kan finde en ønsket tekst under titel kan du søge her

  • Kategori