Du gode Gud


1. Du gode Gud,
hvor godt, hvor stort
er livet, du så smukt har gjort!
Det synger hjertet i enhver,
der kysser sin nyfødtes tæer.
Å Gud! Pas på mit barn og giv
til alle os et trofast liv!
Og hør mit ak!
Og tak!

2. Du gode Gud,
hvor skønt, hvor vildt,
med kød og blod, med brint og ilt,
med kærlighed på kryds og tværs
er dog dit sommerunivers!
For kroppens fryd og livets bud
må jeg hver morgen takke Gud.
Og Gud ske lov
for sjov.

3.Du gode Gud,
hvor er her smukt,
må hjertet synge på sin flugt,
på vandretur i mark og lund,
i bil en rosa aftenstund,
hvor motorvejen snor sig flot
mod broen til det gyldne slot.
Du gode Gud,
hvor godt.

 

Hans Anker Jørgensen 2006

Melodi(er)

Caroline Borello Lerche 2008 i ´Du siger det med blomster´.
Her sunget af Margrete Grarup på "Du siger det med blomster"

Lise Dynnesen 2006 i ´Frømandens kys´under Juli.

Hvis du ikke kan finde en ønsket tekst under titel kan du søge her

  • Kategori