Arabiske sandaler


  1. Hvem er den unge rabbi med arabiske sandaler,
    som skaber frihed, lys og fred
    og ansvar, når han taler?
    Hans visdom har en mystisk magt;
    den er fra Gud, har nogen sagt.
    Hvad skal man tro om snakken?
    Jeg ved, at bruger man hans ord
    om ”egne fejl” imod sin bror,
    får man dem selv i nakken!
  2. Hvem er han, som på templets plads
    forkyndte nådens rige,
    mens domsmænd førte kort proces
    imod en syndig pige?
    De fulgte Bogen: ”Hendes ben
    skal knuses under store sten!”
    men spurgte om hans mening.
    Han sagde: ”En, som selv er ren,
    skal kaste drabets første sten!”
    Og frelst var hun fra stening!
  3. Ja frelst var hun. Og fri blev vi
    for dødsstraf her i landet.
    Men dømt blev han for blasfemi
    og hængt på kors, forbandet.
    Nu går han rundt alt ondt til trods
    og dækker bord for alle os
    barbariske vandaler!
    Min sol i tid og evighed
    det er den unge rabbi med
    arabiske sandaler.

Baggrundstekster:
Lukas 6,41-42* eller Matthæus 7,1-5.
Johannesevangeliet 8,1-11**
Femte Mosebog 22,20-24 (21,18-24,7)

Melodi(er)

Caroline Borello Lerche
sunget af Margrete Grarup

Hvis du ikke kan finde en ønsket tekst under titel kan du søge her

  • Kategori